Mere end blot tal i et regnskab
USA har netop annonceret en ny pakke af militær og sikkerhedsmæssig bistand til Ecuador. Det drejer sig om 45 millioner dollars, der skal styrke landets evne til at håndhæve loven. Udover de kontante beløb vil USA sende konkrete materielle midler i form af en kystvagtcutter og fem interceptor-fartøjer. Samtidig lanceres et initiativ på 10 millioner dollars, som specifikt skal målrettes ulovlig guldminedrift, narkohandel og rekruttering til bander.
På papiret lyder strategien klar. Ved at øge den maritime overvågning og styrke grænsekontrollen forsøger Washington at dæmme op for de kriminelle netværk, der truer stabiliteten i hele regionen. Men når man kigger væk fra de polerede pressemeddelelser fra det amerikanske udenrigsministerium, opstår der en række ubehagelige spørgsmål om, hvad denne militarisering egentlig gør ved de mennesker, der bor i Ecuador.
Grænser og havne som slagmarker
De nye fartøjer skal patruljere de ecuadorianske kyster for at stoppe smuglerringe. Det er en logisk reaktion på den stigende mængde narkotika, der passerer gennem regionen. Men for de små fiskersamfund langs kysten betyder øget militær tilstedeværelse ofte mere kontrol og mindre frihed. Når militæret overtager ansvaret for områder, der før var domineret af civile fiskere, ændrer det det sociale stof i lokalsamfundene.
Problemet er, at de kriminelle organisationer ikke forsvinder, blot fordi de møder en hurtigere båd. De skifter blot metode. Når presset øges på de etablerede ruter, flyttes volden ofte ind i de tættest befolkede områder, hvor de lokale befolkninger lever under svære kår. Man risikerer at skabe en tilstand af permanent undtagelsestilstand, hvor de militære indgreb i virkeligheden bliver en del af den daglige konflikt frem for en løsning på den.
Minen, banden og den manglende fremtid
Det er interessant, at de 10 millioner dollars er øremærket til bekæmpelse af ulovlig minedrift og gang-rekruttering. Det indrømmer indirekte, at problemet ikke kun er grænser, men også det indre liv i Ecuador. Men her knækker filmen i den politiske logik. At kæmpe mod rekruttering til bander med militære midler er som at prøve at tørre vand op med en hammer.
Hvorfor bliver unge mænd rekrutteret af bander? Det sker sjældent, fordi de har en drøm om at blive kriminelle. Det sker, fordi banden tilbyder en løn, en struktur og en form for status, som staten ikke kan matche. Når uligheden i Ecuador fortsætter med at vokse, og adgangen til uddannelse og ordentlige job er minimal, vil de kriminelle netværk altid have en strøm af nye medlemmer. En kystvagtcutter fjerner ikke årsagen til, at en ung mand i en fattig bydel vælger pistolen frem for skolebøgerne.
Symptombehandling versus de reelle årsager
Den amerikanske tilgang er centreret omkring sikkerhed som et spørgsmål om overvågning og magtanvendelse. Det er en reaktiv strategi. Man ser et problem (narkotika eller ulovlig minedrift) og sender midler til at bekæmpe selve symptomet. Men man ignorerer de sociopolitiske understrømme, der føder problemerne. Uden investeringer i sociale sikkerhedsnet, infrastruktur i landdistrikterne og grundlæggende rettigheder, forbliver Ecuador i en spiral af ustabilitet.
Hvis man virkelig ønsker at mindske volden, kræver det en radikal omlægning af, hvordan bistand defineres. En dollar brugt på en ny interceptor-båd kan måske stoppe en last med kokain, men den dollar ville gøre langt mere for den sociale stabilitet, hvis den i stedet blev brugt på en lokal skole eller en landbrugsuddannelse. Den nuværende pakke sender et signal om, at løsningen er militær, hvilket kan eskalere spændingerne i de områder, hvor banderne og staten kæmper om kontrollen.
En uholdbar balance
Der er en reel risiko for, at den øgede militarisering blot skaber en illusion af kontrol. Officiel retorik taler om at genoprette lov og orden, men for de marginaliserede befolkningsgrupper kan de nye sikkerhedsforanstaltninger føles som endnu et lag af undertrykkelse fra en fjern stat. Når sikkerhed bliver synonymt med militær tilstedeværelse, mister de civile institutioner deres relevans i øjnene på borgerne.
At måle succes på antallet af beslaglagte koster eller tilbageholdte narkohandlere er en nem opgave for politikere i Washington og Quito. Men det fortæller intet om, hvorvidt de sociale strukturer i Ecuador bliver stærkere eller svagere. Hvis målet er langvarig stabilitet, er behovet for sociale investeringer langt større end behovet for flere patruljebåde. Uden en holdning til den økonomiske marginalisering, vil Ecuador forblive et offer for de globale handelsstrømme, uanset hvor mange flådefartøjer der sendes afsted.
