Den usynlige kognitive kløft
Nyere studier viser, hvordan neurotypiske opfatter og bedømmer autister, hvilket afslører en grundlæggende misforståelse i menneskelig interaktion. Problemet ligger sjældent i de ord, der bliver sagt, men i måden modtageren forsøger at afkode dem på. Den neurotypiske hjerne er trænet til at scanne efter undertoner, sociale hierarkier og skjulte dagsordener, mens den autistiske kommunikation ofte mangler dette lag af kompleksitet. Det betyder, at den autistiske person taler direkte og sandfærdigt, mens modtageren leder efter en betydning, der ikke er der.
Jagt på den skjulte agenda
Når en person med autisme stiller et direkte spørgsmål eller kommer med en kontant konstatering, reagerer den neurotypiske hjerne ofte med kognitiv dissonans. For mange neurotypiske er social kommunikation en dans med implikationer, hvor man afkoder kropssprog, stemmeføring og det, der ikke bliver sagt. Men når de møder en autistisk samtalepartner, der udelukkende forholder sig til det sagte, opstår der et tomrum. I stedet for at tage den direkte tale for pålydende, begynder den neurotypiske ofte at lede efter en skjult betydning. Spørgsmålene dukker op: "Hvorfor siger han det på den måde? Er det sarkastisk? Prøver hun at være uhøflig? Har hun en bagtanke?"
Denne systematiske jagt på kontekst ender ofte med, at autister fejlagtigt stemples som manipulerende eller uærlige. Det er en mærkelig omvending af virkeligheden. Autistisk kommunikation er i sin natur meget gennemsigtig, men fordi den mangler de sociale smøremidler, som neurotypiske bruger til at pakke sandheden ind i, opfattes den som aggressiv eller uærlig. Det er ikke autisten, der skjuler noget. Det er den neurotypiske, der læser kompleksitet ind i en helt enkel besked.
(hum)
