Fra en britisk elregning til et globalt regnestykke
Gavin Tait, en britisk husstandsejer, har fortalt, hvordan hans elregning er steget, selv om Storbritannien lukker kul- og gaskraftværker og bygger havvindmøller. Hans frustration er ikke en isoleret fornemmelse. Den peger på et grundlæggende problem i debatten om nettonul: Ren energi er ikke nødvendigvis billig energi for den enkelte forbruger. Når nettet skal udvides, når backup-kraftværker skal stå klar, og når batterier skal udjævne produktionen, lander regningen et sted. Ofte lander den hos dem, der har færrest muligheder for at undgå den.
I det globale syd ser billedet anderledes ud, men hænger sammen. Efterspørgslen efter litium, kobolt, nikkel og kobber stiger, fordi Vesten vil elektrificere biler, varmepumper og industri. Minedriften ligger ofte i lande som Den Demokratiske Republik Congo, Chile, Zambia og Indonesien. Lokale samfund oplever vandmangel, forurenet jord og tvangsforflyttelser. De får sjældent del i den værdi, deres ressourcer skaber. Den grønne omstilling i Nord kan derfor ligne en ny form for energi-imperialisme, hvor rigere lande løser deres klimaproblem ved at trække på svagere staters arbejdskraft og natur.
Batterier, minedrift og ny afhængighed
Litiumjernfosfat (LFP) og nikkel-mangan-kobolt (NMC) er de dominerende kemi i elbilbatterier og stationære batterier. LFP bruger ikke kobolt i samme grad, men kræver mere litium og fosfat. NMC bruger kobolt og nikkel, hvis udvinding er koncentreret i få lande. I Atacama-ørkenen i Chile tapper litiumudvinding grundvand, som lokale landbrugssamfund er afhængige af. I Congo udvindes kobolt ofte under forhold, hvor børn arbejder i uformelle miner. Dette er ikke en parentes i klimaregnskabet. Det er en del af prisen for ren energi.
Når Vesten opsætter solceller og vindmøller, flytter den ikke bare energiomlægningen. Den flytter også efterspørgsel efter sjældne jordarter som neodym og dysprosium, der bruges i magneter. Kina kontrollerer store dele af forarbejdningen. Det skaber nye afhængigheder, som minder om olieafhængigheden efter 1970'ernes oliekriser. Spørgsmålet er, om vi gentager et mønster, hvor ressourcerige lande forbliver råvareleverandører, mens teknologien og profitten havner i Nord.
Systemomkostninger er ikke en naturlov
Tilhængere af den nuværende markedsmodel siger, at vedvarende energi gør systemet dyrere, fordi sol og vind er fluktuerende. Der kræves backup-kapacitet, frekvensregulering, spændingsstøtte og HVDC-forbindelser. Det er teknisk rigtigt. Men det er ikke en naturlov, at regningen skal betales af husholdningerne alene. Systemomkostninger afhænger af politiske valg: hvem der betaler for netudvidelser, hvordan kapacitetsmarkeder indrettes, og om samfundet investerer kollektivt i lagring.
I Storbritannien og flere EU-lande er elmarkedet bygget op om marginalprissætning. Den dyreste produktionsenhed sætter prisen for alle. Når gassen er dyr, stiger elprisen, selv om sol og vind producerer billig strøm. Contracts for Difference (CfD) og kapacitetsmarkeder kan give stabile indtægter til producenter, men de vælter ofte omkostninger over på forbrugerne via nettariffer og afgifter. Det er et politisk design, ikke en fysisk nødvendighed. Man kan i stedet lade skatteyderne, aktionærerne eller forureningsafgifter bære en større del.
Energifattigdom og termisk ulighed
For en lejer i en dårligt isoleret bolig betyder fluktuerende elpriser ikke et valg mellem grøn og sort energi. Det betyder et valg mellem varme og mad. Solceller på taget er forbeholdt dem, der ejer deres bolig, har råd til investeringen og kan vente på tilbagebetaling. Batterier i hjemmet er endnu dyrere. Derfor vokser en termisk ulighed: nogle kan holde 22 grader om vinteren og køle ned om sommeren, andre fryser eller lider i hedebølger. Nettonul bliver elitært, hvis det bygges på individuelle løsninger.
Energifattigdom defineres ofte som mere end 10 procent af husstandens indkomst brugt på energi. I Storbritannien kaldes det fuel poverty. I Danmark og EU bruges begrebet energifattigdom. Tallene varierer, men fælles er, at de fattigste betaler en større andel af deres indkomst for et grundgode. Når elpriserne svinger, rammer det dem, der ikke kan skifte til varmepumpe, efterisolere eller købe elbil. De sidder fast i et system, de er med til at betale, men ikke kan udnytte.
Mod et socialt retfærdigt og teknisk robust elsystem
Spørgsmålet er ikke, om vi skal vælge billig eller ren energi. Det er, hvordan vi designer et system, hvor begge dele kan lykkes. Det kræver kollektive investeringer i net, lagring og fleksibilitet. Progressive tariffer, hvor de første kilowattimer er billige eller gratis, kan sikre et basalt forbrug. Sociale tariffer kan beskytte dem med lave indkomster. Samtidig kan energiafgifter omlægges, så de rammer overforbrug og ikke det nødvendige forbrug.
Offentligt ejerskab eller lokale energifællesskaber kan gøre en forskel. Når borgere ejer produktionen sammen, bliver overskuddet ikke kun et aktionærudbytte. Kommuner kan bygge solcelleanlæg på offentlige tage og dele indtægterne. Staten kan investere i havvind og HVDC-forbindelser uden at kræve, at hver husstand betaler merprisen alene. Historisk har offentlige investeringer bygget vand-, gas- og elnet. Der er ingen grund til, at den grønne omstilling skal være privatiseret i sin finansiering.
Teknisk robusthed kræver mere end batterier. Det kræver overkapacitet, samarbejde på tværs af lande, efterspørgselsstyring og varmelagring. Kraftværker med CO2-fangst (CCS) kan spille en rolle, men de er dyre og kan forlænge afhængigheden af gas. Kernekraft er en anden mulighed, men den er kapitaltung og tager år at bygge. Ingen enkelt teknologi løser alt. Et robust system blander kilder og sørger for, at ingen enkelt forsyningskæde eller enkelt land kan lamme hele nettet.
Nettonul er ikke et teknisk mål, der kan adskilles fra social retfærdighed. Hvis omstillingen opfattes som et projekt for velhavende byboere med elbil og solcelleanlæg, vil den miste opbakning. Hvis den derimod giver billig, pålidelig og ren strøm til alle, kan den blive en fælles sag. Det kræver, at politikere tør tale om fordeling, ikke kun om kapacitetsfaktorer og LCOE. Det kræver, at vi ser minedriftens mennesker, lejerens kolde stue og den globale ulighed som en del af samme regnestykke.
Et system, der ikke efterlader nogen i kulden
Billig strøm kan betyde mere end ren strøm i kampen for nettonul, fordi opbakning afhænger af, om folk kan betale. Men billig strøm uden social retfærdighed er bare et nyt marked. Ren strøm uden billig adgang er en byrde. Målet må være et elsystem, hvor renheden og regningen fordeles, så de svageste ikke betaler prisen for de rigestes omstilling.
