Solparker i Gujarat og Rajasthan skubber småbønder væk
Indien har sat mål om 500 GW ikke-fossil kapacitet i 2030. Sol- og vindprojekter ligger især i Gujarat og Rajasthan. Bhadla Solar Park i Jodhpur-distriktet, Rajasthan, er et PV-anlæg på 2.245 MW. Charanka Solar Park i Patan, Gujarat, er et andet knudepunkt. Jorden kaldes ofte wasteland eller ødejord. Men den bruges af Raika-hyrder, landarbejdere og småbønder til græsning, brænde og fælles afgrøder. Når staten lejer jorden ud i 25-30 år, forsvinder adgangen. Det kaldes green grabbing. Kompensationen går til dem med tinglyst jordtitel. Landløse, kvinder og hyrder får sjældent noget.
Khejri-træer og vand under solpanelerne
I Rajasthan vokser Khejri-træer (Prosopis cineraria), som er centrale i lokale landbrugssystemer. Solparker rydder ofte arealer og hegner dem ind. Panelvask kræver vand. Bhadla-området er tørt; grundvandet er allerede overudnyttet. Landsbyer nær parkerne oplever, at vand bliver dyrere og mindre tilgængeligt. Arbejdspladser opstår mest i byggefasen. Bagefter er der få faste job til drift og vedligeholdelse, og de kræver ofte teknisk uddannelse. Lokale unge får ikke automatisk adgang. Den økonomiske gevinst flytter til byer og investorer.
Curtailment: grøn strøm afskæres, mens husstande mørklægges
Indien har opført sol- og vindkapacitet hurtigere end transmissionsnettet. I Rajasthan og Gujarat afskærer netoperatører derfor sol- og vindmøller i perioder. Det hedder curtailment. CERC har regler, der gør vedvarende energi til must-run, men reglerne håndhæves ikke altid. Samtidig har mange landsbyer få timers stabil strøm om dagen. Saubhagya-programmet gav stikledninger til næsten alle husstande, men kvaliteten svinger. Millioner bruger stadig biomasse til madlavning og får røgskader. At spilde grøn strøm, mens naboer mangler køl og lys, er ikke et teknisk spørgsmål alene. Det er et spørgsmål om prioritet.
Hvem bærer regningen for forsinkede ledninger
Transmissionslinjer forsinkes af jordopkøb, skovrydningstilladelser, rettigheder og finansiering. ISTS-projekter og Green Energy Corridors skal forbinde solparker med byer. Når linjerne mangler, taber udviklere indtægter. Nogle genforhandler PPAs eller får statsgarantier. DISCOM'er og statskasser dækker underskuddet. Regningen ender hos skatteydere og strømkunder. Landsbyer langs nye højspændingslinjer afgiver jord til master og servitutter. Kompensationen er ofte lav og forsinket. Vinderne er store udviklere, globale fonde og rådgivere, som kan bære forsinkelser. Taberne er småbønder, landarbejdere og byens fattige, som betaler mere for ustabil strøm.
De manglende 100 milliarder dollar er en historisk gæld
I København i 2009 lovede rige lande 100 milliarder dollar om året i klimafinansiering fra 2020. Løftet er ikke indfriet. Parisaftalens artikel 9 gentager forpligtelsen. Meget af det, der tælles med, er lån og eksportkreditter, ikke bevillinger. Det lægger gæld på lande som Indien. Historisk har USA, EU og Storbritannien udledt langt mere CO₂ end Indien. Indiens udledning pr. indbygger er omkring 2 ton CO₂ om året mod 14-15 ton i USA. UNFCCC bygger på CBDR-RC: fælles, men differentieret ansvar og respektive kapaciteter. Når rig finansiering udebliver, må Indien bruge privat kapital og højere tariffer. Klimaretfærdighed er ikke et regneark. Det er et spørgsmål om, hvem der har fyldt atmosfæren, og hvem der betaler for at rydde op.
Just Transition handler også om jord, vand og kaste
Just Transition, et begreb fra ILO, bruges ofte om kulminer og oliearbejdere. I Indien omfatter den også landarbejdere, hyrder, uformelle arbejdere og Dalit-samfund. Den Grønne Revolution i 1960erne øgede produktionen, men gjorde jord og vand ulige fordelt. Britiske landinddelinger som Ryotwari-systemet satte skattebaserede ejendomsforhold, som stadig former hvem der har papir på jorden. Solparker kan gentage mønstret: de ressourcestærke får kontrakter, de svage mister fællesarealer. En retfærdig omstilling kræver jordrettigheder, frit forudgående informeret samtykke og varig kompensation, ikke engangsbeløb. Den kræver også lokale stemmer i planlægningen, ikke kun underskrifter fra distriktsadministrationen.
Teknokratisk optimisme skjuler magtforhold
Branchen fejrer rekordlave solpriser og LCOE under kul. Det er mål for kWh og LCOE, ikke for retfærdighed. En solpark kan være billig for køberen og dyr for landsbyen, der mister græsning. Topchefer i vedvarende energi taler om skala, kapital og politisk stabilitet. De nævner sjældent, at netkapacitet, finansieringsmangel og transmission er symptomer på en model, hvor få høster gevinsterne. Når curtailment rammer, er det ikke kun en teknisk fejl. Det er en beslutning om, hvem der skal bære usikkerheden. Indiens klimamål er massive. Realiteterne på jorden er mere brogede.
Energifattigdom har en kaste- og kønsdimension
Energifattigdom i Indien handler ikke kun om, hvorvidt der er en ledning ind til huset. Dalit- og Adivasi-husstande står ofte sidst i køen til pålidelig strøm. Kvinder bærer en stor del af byrden, når elektricitet svigter, fordi de må samle brænde og lave mad over biomasse. Husstande med råd har inverter og dieselgenerator. Fattige har stearinlys eller mørke. Når solparker i nærheden afskæres, kommer strømmen ikke automatisk til landsbyen. Distributionen mangler, og tarifferne er for høje. PM-KUSUM og solpumper hjælper nogle bønder, men ofte dem med jord og kapital. Lejere og landarbejdere får sjældent gavn. Uden målrettede subsidier og lokale net bliver grøn energi endnu et gode, som nogle kan købe, og andre ser på.
Klimafinansiering som lån skaber ny afhængighed
Rige lande tæller ofte private investeringer og lån med i klimafinansieringen. Det flytter risikoen til indiske elselskaber og forbrugere. Grønne obligationer og dollar-lån udsætter Indien for valutakursudsving. Når tariffer skal dække investorernes afkast, betaler almindelige husstande mere, eller subsidierne skæres. Det historiske ansvar peger i en anden retning: bevillinger til net, lagring og tilpasning, ikke nye gældsposter. Teknologioverførsel for batterier og grøn brint kræver aftaler om intellektuel ejendomsret, ikke kun markedsadgang. Loss and damage-fonden, vedtaget ved COP28, er et skridt, men beløbet er lille. Klimaretfærdighed kræver, at finansiering ikke bliver en ny form for afhængighed. Ellers betaler de fattigste igen for en omstilling, de aldrig har drevet.
En anden vej: decentral energi og offentlige investeringer
En retfærdig vej kræver offentlige investeringer i net og lagring, ikke kun private auktioner. Solceller på landsbyens tage, mikronetværk og solpumper via PM-KUSUM kan give strøm tæt på folk. Men uden adgang for lejere og landløse kan de også skabe skævhed. Batterier, efterspørgselsstyring og fleksible net kan mindske curtailment. Rige lande bør give bevillinger og teknologioverførsel, ikke nye lån. Indien bør måle succes i timer med stabil strøm for en landarbejderfamilie, ikke i GW tilsluttet. Ellers bliver grøn energi et gode for nogle og en byrde for andre. Det spørgsmål er større end netkapacitet.
