Fredsaftalen der tegnede et nyt kort over frygt
Da parterne underskrev fredsaftalen i Pretoria i november 2022, blev det præsenteret som et vendepunkt. For de politiske ledere i Addis Ababa handlede det om at få kontrol over krigen i Tigray. For TPLF (Tigray People's Liberation Front) handlede det om overlevelse. Men mens diplomaterne i Sydafrika fejrede degaende våbenhviler, begyndte en ny og mere uforudsigelig dynamik at tage form på jorden i Etiopien. De gamle fjender har fundet nye fælles interesser, men for de mennesker, der bor i grænselandet mellem Tigray, Amhara og Oromia, betyder det sjældent fred. Det betyder blot, at krigens fronter flytter sig fra de åbne slagmarker til de små landsbyer og de menneskelige skæbner.
Den etniske føderalisme, som Etiopien er bygget op omkring, har altid været en balancegang på en knivsæg. Systemet blev designet til at give forskellige etniske grupper selvstyre, men i praksis har det ofte fungeret som en opskrift på isolation og konflikt. Når de politiske alliancer skifter – som vi ser nu, hvor der opstår rygter om tætte bånd mellem eliterne i Oromia og Tigray mod en fælles Amhara-modstand – ryster selve fundamentet under de civile. For en bonde i en grænseby er en politisk alliance ikke en abstrakt teori; det er spørgsmålet om, hvorvidt den lokale milits angriber din mark i morgen.
Gråzonerne hvor loven ophører
De områder, der ligger i de såkaldte gråzoner mellem de etniske regioner, er blevet de farligste steder i landet. Dette er territorier, som er blevet omstridte efter krigen, og hvor ejerskabet er uklart. Når politiske magtkampe i Addis Ababa skifter retning, bliver disse områder de facto krigszoner. Her bor tusindvis af internt fordrevne (IDP'er), der har mistet alt: deres hjem, deres kvæg og deres følelse af sikkerhed. De venter på en genopbygning, der aldrig når frem, fordi de politiske fronter konstant flytter sig.
For de civile betyder den nye geopolitiske omstrukturering, at de er fanget i et krydsfelt af mistillid. Hvis de taler det forkerte sprog eller besidder den forkerte identitet, bliver de mål. Den usikkerhed, der opstår, når alliancer mellem TPLF og grupper i Oromia opstår, skaber en frygt i Amhara-regionen om et eksistentielt tab af territorium. Det er ikke blot en diskussion om grænsedragning; det er en kamp om retten til at eksistere på det land, deres forfædre har dyrket i generationer. Denne frygt er den bedste benzin til nye etniske spændinger.
Humanitær hjælp som et politisk instrument
Man kan ikke tale om sikkerhed uden at tale om mad. I Etiopien er adgangen til humanitær hjælp blevet et våben i den politiske krig. Selvom fredsaftalen i Pretoria skulle sikre, at nødhjælp kom ind i Tigray, er virkeligheden en anden. Blokader, bureaukrati og de nye politiske alliancer gør, at maden ofte bliver tilbage i lagrene, mens sulten stiger. De politiske strategier, der føres i de øvre lag af samfundet, har direkte konsekvenser for, hvem der får lov at spise.
Når eliterne finder fælles fodslag mod en fælles fjende, bliver den humanitære indsats ofte betragtet med mistro. Hjælpearbejdere anklages for at støtte den ene eller den anden side. Det gør det ekstremt svært at opretholde de neutrale zoner, som FN og andre organisationer kæmper for at skabe. Resultatet er, at de mest sårbare – børnene og de ældre i de isolerede områder – betaler prisen for, at de politiske kort bliver tegnet om. En politisk sejr for én gruppe kan i praksis betyde en dødsdom for en anden gruppes forsørgelsesgrundlag.
Narrativet om sejr mod virkelighedens lidelse
Der findes en tendens til at beskrive politiske skift i Etiopien som strategiske genistreger. Medier over hele verden skriver om, hvordan TPLF genfinder sin styrke gennem nye forbindelser, eller hvordan de nye alliancer kan stabilisere landet. Men disse narrativer ignorerer den menneskelige pris. Hver gang en ny alliance bliver indgået, fødes en ny mistillid hos den gruppe, der føler sig marginaliseret eller truer af den nye konstellation.
Vi må spørge os selv: Hvem vinder egentlig ved disse nye alliancer? De politiske ledere vinder måske terræn, magt eller ressourcer, men for den almindelige borger i Tigray eller Amhara føles de nye alliancer sjældent som stabilitet. De føles som endnu et lag af usikkerhed. Den politiske omstrukturering skaber ikke nødvendigvis fred; den skaber blot nye konfigurationer af konflikt. De gamle fjender finder måske fælles grund, men de gør det ofte ved at pege på nye fjender, hvilket blot holder krigsmaskineriet i gang.
At forstå Etiopien kræver, at man ser bag om de store overskrifter om politiske alliancer. Man må se på de tomme marker, de overfyldte lejre for fordrevne og de tavse landsbyer i grænselandet. Prisen for de politiske spil i Addis Ababa og de nye strategiske forbindelser betales ikke i diplomatiske noter, men i menneskeliv og knuste drømme om en stabil fremtid. Den sande pris for de nye alliancer findes ikke i de politiske analyser, men i de øjne, der ser deres verden gå i stykker igen og igen.
