Introduktion til det sociale mismatch
Inden for moderne psykologi og neurovidenskab har man længe fokuseret på den enkelte person som kilden til sociale udfordringer. Traditionelt er autismespektret blevet betragtet gennem en mangel-model, hvor fokus lå på individets manglende evne til at forstå sociale koder. Men i 2012 introducerede Dr. Damian Milton begrebet "The Double Empathy Problem" eller problemet med dobbelt empati. Denne teori skifter fokus fra den autistiske persons hjerne til selve interaktionen mellem to forskellige typer sociale aktører. Det handler ikke om en defekt i én person, men om et gensidigt mismatch i forståelse mellem neurotyper. Når vi taler om at brobygge mellem disse sind, må vi bevæge os ud over blot at se på neurologiske forskelle og i stedet undersøge de dybere sociale strukturer, der definerer, hvad vi anser for at være normal kommunikation.
Historiske perspektiver på normalitet
Opfattelsen af menneskelig normalitet er ikke en statisk sandhed, men en konstruktion, der har ændret sig radikalt gennem de sidste århundreder. Gennem medicinsk historie har man forsøgt at kategorisere menneskelig adfærd i et binært system af normalt og unormalt. I det 19. og 20. århundrede blev mange af de træk, vi i dag forbinder med neurodiversitet, brugt til at diagnosticere individer som værende afvigende eller utilpassede. Denne historiske tendens har skabt en kulturel hegemoni, hvor den neurotypiske måde at sanse, tænke og kommunikere på er blevet ophøjet til den universelle standard. Når vi i dag diskuterer kommunikation, er det ofte med udgangspunkt i denne historiske arv, hvor de fleste sociale regler er designet til og af den neurotypiske befolkning.
Magtstrukturer og kulturel hegemoni
For at forstå hvorfor kommunikation ofte fejler mellem forskellige neurotyper, må vi integrere et sociopolitisk perspektiv. Kommunikation er aldrig en neutral proces; den er dybt indlejret i magtforhold. Den neurotypiske adfærd fungerer ofte som en kulturel standard, som alle andre forventes at tilpasse sig. Dette skaber en ulighed, hvor dem, der ikke passer ind i denne norm, tildeles rollen som værende dem, der har et problem.
