En ny orden i Sahel
De sidste par år har kortet over politisk indflydelse i Vestafrika og Sahel-regionen ændret sig drastisk. Hvor Frankrig og EU før dominerede scenen med udviklingsbistand og militær tilstedeværelse, er et nyt ansigt dukket op i horisonten. Rusland er ikke længere bare en fjern aktør med diplomatiske hensigter; det er blevet en konkret spiller på jorden i lande som Mali, Burkina Faso og Niger.
Det er ikke en tilfældighed, at de vestlige magter ser sig slået. Mens Paris og Bruxelles har forsøgt at stille krav om demokrati, menneskerettigheder og gennemsigtighed, tilbyder Moskva noget helt andet. De stiller ingen betingelser for, hvordan et regime styrer sit land. For militærjuntaer, der har taget magten gennem kup, fremstår Rusland som den ideelle partner. Det handler ikke om værdier, men om ren overlevelse.
Beskyttelse af de siddende regimer
Spørgsmålet er, om Rusland er bedre til at beskytte sine venner end til at bekæmpe de militante grupper, der hærger regionen. Svaret findes i de de faktiske forhold i Mali. Siden de franske styrker, Tasker, trak sig ud, er Wagner-gruppen (nu ofte integreret i det russiske korps for militære specialstyrker) trådt ind i tomrummet. Deres primære opgave er ikke at bekæmpe terrorisme i klassisk forstand, men at sikre regimets stabilitet.
De russiske lejesoldater giver de lokale militærledere en form for kropslig beskyttelse og taktisk støtte, som de vestlige partnere ikke længere vil eller kan give. Det er en asymmetrisk form for sikkerhed. Ved at tilbyde personlig beskyttelse til generaler og kontrol over kommunikationslinjer, skaber Rusland en direkte kobling mellem sikkerhed og politisk magt. Det er her, Ruslands styrke ligger: De beskytter dem, der har magten, uanset hvordan de har fået den.
Terrorbekæmpelse eller propaganda?
Når vi ser på kampen mod de islamistiske grupper som JNIM (Jama'at Nusrat al-Islam wal-Muslimin) eller ISGS (Islamic State in the Greater Sahara), er billedet mere mudret. Frankrigs militære interventioner fejlede ofte i at opnå langsigtede resultater, men de havde en strategi for at stabilisere hele regionen. Ruslands tilgang er mere kortsigtet og taktisk fokuseret.
Rusland er måske god til at vinde enkelte slag gennem brutalitet, men de formår ikke at adressere de underliggende årsager til ekstremismens vækst. Når en russisk enhed rykker ind i et område, ser man ofte en intensivering af volden. Rapporter om overgreb mod civile i Mali peger direkte på samarbejde mellem statslige styrker og russiske aktører. Dette skaber en ond cirkel. Brutalitet mod civile driver ofte de overlevende i armene på de terrorgrupper, som man netop forsøger at bekæmpe.
Så kæmper de fjenderen? De slår hårdt, men de skaber nye fjender på samme tid. Resultatet bliver en evig cyklus af vold, hvor de militante grupper blot skifter skind og dukker op et nyt sted i de ufremkommelige grænseområder.
Råstoffer som betaling for sikkerhed
Man kan ikke forstå Ruslands engagement uden at se på økonomien. Det er ikke gratis at sende mænd til Sahel. Der foregår en direkte byttehandel. I lande som Den Centralafrikanske Republik og Mali ser vi, hvordan adgang til guldminer og andre naturressourcer bruges som betaling for militær assistance.
Dette skaber en meget specifik form for relation. Det er en forretningsmodel, der er designet til at beskytte de ressourcer, der holder de siddende ledere ved magten. Hvis man beskytter minedriften, beskytter man også de ledere, der tjener på den. Det er en symbiose, der er ekstremt effektiv til at fastholde magten, men som sjældent bidrager til landets generelle udvikling eller stabilitet over for fjenderne.
Konsekvenser for den regionale stabilitet
Den russiske strategi fungerer for de regimer, der har brug for at overleve natten efter. Men for den bredere stabilitet i Vestafrika er prisen høj. Ved at underminere de demokratiske institutioner og erstatte dem med autoritære modeller støttet af russisk våbenmagt, fjerner man de mekanismer, der normalt kan håndtere politiske konflikter uden brug af våben.
Hvor vestlig indflydelse ofte er bundet af bureaukratiske processer og krav om reform, er den russiske indflydelse hurtig og direkte. Det giver de skiftende militærjuntaer en vej ud af diplomatisk isolation. De kan ignorere FN, EU og Den Afrikanske Union, fordi de har en alternativ garant for deres overlevelse. Det svækker det internationale samfunds evne til at agere som mægler.
Spørgsmålet om, hvorvidt de er bedre til at beskytte venner end at bekæmpe fjender, kan derfor besvares med et ja, hvis man ser på den kortsigtede overlevelse for de ledere, der har inviteret dem ind. Men hvis målet er at skabe en region uden terror og konflikt, så er Ruslands metoder måske mere en forstærkning af problemet end en løsning på det.
