Det bunder i måden, vores hjerner automatisk udfylder huller i kommunikationen. Neurotypiske hjerner er evolutionært kodet til at være ekstremt sensitive over for sociale signaler. Vi læser kropssprog, tonefald og små nuancer i blikket for at afkode, hvad folk ikke siger direkte. Denne proces styres af det sociale netværk i hjernen, primært gennem spejlneuroner og amygdala, som konstant scanner miljøet for sociale intentioner.
Når en autistisk person kommunikerer mere direkte og fravælger de sociale 'smøremidler', som vi andre bruger, opstår der et informationsmæssigt tomrum. Den neurotypiske hjerne hader tomrum. Da vi er vant til, at sociale interaktioner altid indeholder underliggende hierarkier eller skjulte motiver, forsøger hjernen at skabe logik i det uventede. Vi projicerer vores egne sociale spilleregler over på den autistiske modpart for at få situationen til at give mening.
I stedet for at se direkte tale som blot information, tolker vi den som en potentiel anomali. Vi spørger ubevidst: "Hvorfor siger de det på den måde? Hvad prøver de at opnå?" Vi erstatter den manglende sociale kontekst med vores egne antagelser. Det er ikke nødvendigvis ond vilje fra den neurotypiske part, men snarere en overivrig kognitiv proces, der forsøger at afkode det, den ikke kan læse intuitivt.
