Hvordan kan vi designe sociale interaktionsrum, der udfordrer eksisterende magtstrukturer og tillader autistiske personer at være sig selv?
For at skabe rammer, der ikke kræver assimilation, skal vi skifte fokus fra at rette den autistiske person til at ændre de sociale strukturer. Det kræver en bevægelse væk fra den neurotypiske norm som den eneste gyldige måde at kommunikere på. I stedet bør vi implementere principper om neurodiversitet, hvor forskellige kommunikationsformer anerkendes som ligeværdige.
Praktisk betyder det at skabe forudsigelighed og fleksibilitet. Sociale arrangementer bør tilbyde klare dagsordener, visuelle støtteværktøjer og definerede pauserammer, hvor man kan trække sig uden sociale konsekvenser. Vi skal fjerne kravet om konstant øjenkontakt eller småsnak som sociale markører og i stedet tillade parallel leg eller fælles interesser som legitime måder at være sammen på. Ved at normalisere forskellige sensoriske behov og kommunikationsstilarter afmystificerer vi den autistiske adfærd. Det handler om at skabe et miljø, hvor det ikke er den autistiske person, der skal tilpasse sig de sociale koder, men hvor koderne selv er fleksible nok til at rumme mange måder at være menneske på. Dette kræver en aktiv stillingtagen til magtbalancen i rummet.
