Skiftet fra ferie som en hellig pause til en matematisk transaktion betyder, at vi i stigende grad optimerer vores fritid efter effektivitetskriterier. Når ferien betragtes som et budget, der skal udmøntes, risikerer vi at prioritere mængden af oplevelser frem for dybden af restitution. Den mentale restitution kræver ofte det, man kalder passiv restitution, hvor hjernen får lov til at koble helt af uden mål eller plan.
Hvis vi konstant forsøger at maksimere værdien af vores feriedage, skaber vi et nyt præstationspres. I stedet for at finde ro, kan vi ende med at føle stress over, om vi har udnyttet vores ferie optimalt. Dette kan føre til en følelse af utilstrækkelighed, hvilket modvirker den ønskede effekt af at genoplade vores mentale batterier.
På samfundsniveau kan denne tendens bidrage til en generel stigning i stressrelaterede lidelser. Når selv vores hvileperioder bliver genstand for optimering og måling, mister vi den mentale frihed, som den hellige pause tidligere tilbød. For at fremme velvære er det vigtigt at genindføre værdien af det uplanlagte og det formålsløse i vores ferieperioder.
