Den beskrevne statslige passivitet kan tilskrives en kompleks sammensmeltning af politiske prioriteringer og strukturelle organisatoriske forhold. Et centralt element er den politiske kontrol over politiledelsen, hvilket kan skabe en situation, hvor politiets indsats styres af den siddende regerings ideologiske dagsorden frem for strikt lovhåndhævelse.
Strukturelt set ser man ofte en fragmentering af kommandovejen, hvor de operationelle beslutninger på gulvet kan være præget af manglende klare retningslinjer eller eksplicit instruks om ikke at eskalere visse typer hændelser. Dette kan resultere i en afventende adfærd, som af omverdenen opfattes som passivitet. Desuden spiller ressourceallokering en væsentlig rolle, da politiets fokus ofte prioriterer sikkerhed i visse områder frem for andre, hvilket skaber ulighed i beskyttelsen af borgerne.
Derudover kan en kultur med manglende uafhængighed i de interne tilsynsorganer betyde, at der ikke er tilstrækkelige konsekvenser for manglende indgriben. Dette skaber et miljø, hvor politiet i praksis kan vælge at deeskalere gennem inaktivitet frem for aktiv intervention under kritiske hændelser.
