Beslutningen om at vælge mellem makro-overlevelse og mikro-overlevelse kræver en nuanceret tilgang. Der findes ikke én enkelt løsning, men mange donorer læner sig op ad en kombination af utilitarisme og humanitær nødvendighed.
Fra et utilitaristisk perspektiv skal midlerne placeres, hvor de skaber størst nytte for det største antal mennesker. Hvis statens sammenbrud vil føre til totalt anarki og langvarig lidelse, kan militært forsvar ses som en nødvendig forudsætning for enhver form for fremtidig social genopbygning. Her prioriteres makro-stabilitet som fundamentet for menneskelig sikkerhed.
Omvendt dikterer den humanitære etik, at det enkelte menneskes behov for mad, medicin og husly har en umiddelbar moralsk vægt, som ikke må tilsidesættes for abstrakte geopolitiske mål. En praktisk ramme indebærer derfor ofte en differentieret strategi, hvor man anerkender, at militær støtte kan være en præventiv beskyttelse af civilbefolkningen, mens social genopbygning er den langsigtede løsning på de underliggende årsager til konflikt.
Donorer bør derfor benytte en risikovurdering, der ser på, om social støtte uden militær beskyttelse blot vil blive destrueret af igangværende krigshandlinger.
