At få suveræne stater til at overdrage finansiel kontrol til et centralt organ som Bruxelles er en kompleks proces, der kræver både økonomiske og politiske gevinster. Økonomisk set er det primære incitament ofte ønsket om større finansiel stabilitet og adgang til fælles ressourcer. Ved at dele kontrollen kan medlemslande drage fordel af fælles krisehåndtering, lavere låneomkostninger gennem kollektiv gæld og et mere ensartet marked, som reducerer transaktionsomkostninger og fremmer handel.
Politisk set handler det ofte om øget indflydelse og sikkerhed. Stater kan opnå større vægt på den globale scene ved at stå sammen i en større blok. Derudover kan centralisering ses som en metode til at løse grænseoverskridende udfordringer, som enkelte stater ikke kan håndtere alene, såsom økonomiske chok eller uregelmæssig regulering. For at denne overdragelse skal lykkes, skal der være en stærk tillid til, at det centrale system kan administrere midlerne effektivt og retfærdigt, så de enkelte staters interesser stadig bliver varetaget i det større fællesskab.
