Nuværende truede arter udviser generelt en lav biologisk modstandskraft over for den kombinerede belastning fra radioaktivitet og habitattab. Når en art allerede er presset af at miste sine naturlige levesteder, mindskes dens evne til at håndtere yderligere miljømæssige stressfaktorer som stråling markant.
Habitattab fører ofte til mindre populationer og reduceret genetisk variation. En mindre genetisk base gør det sværere for arterne at tilpasse sig de biologiske skader, som ioniserende stråling kan forårsage, herunder mutationer og nedsat fertilitet. Kombinationen skaber en synergieffekt, hvor de samlede belastninger er større end summen af de enkelte faktorer.
Når levestederne fragmenteres, kan dyr ikke længere søge mod sikrere områder, hvilket tvinger dem til at opholde sig i eksponerede miljøer. Dette øger den samlede risiko for lokal udryddelse. For at forstå de specifikke mekanismer bag denne sårbarhed er det essentielt at se på både den økologiske stabilitet og de genetiske konsekvenser af strålingspåvirkningen.
