Beskyttelse af moderne reaktorer mod kinetiske angreb, såsom missiler eller droner, kræver en kombination af fysiske barrierer og avancerede kontrolsystemer. En af de primære metoder er anvendelsen af forstærkede beskyttelsesskaller eller omfattende betonstrukturer, der er designet til at absorbere og sprede chokbølger fra en eksplosion eller et direkte sammenstød.
Udover de ydre barrierer arbejder moderne reaktordesign med redundans i kritiske komponenter. Det betyder, at hvis ét system bliver ødelagt, overtager et andet automatisk opgaven. Man fokuserer også på at placere de mest sårbare dele, såsom kølesystemer og kontrolsystemer, dybere inde i reaktorbygningen eller i underjordiske anlæg for at minimere risikoen for direkte kontakt ved et angreb.
Avanceret overvågning og tidlig varsling er også en vigtig del af forsvaret. Ved at bruge sensorer, der kan detektere uregelmæssige vibrationer eller bevægelser i luften, kan reaktorens sikkerhedssystemer aktivere automatiske nødstop, før skaden sker. Disse tiltag sikrer, at selvom de ydre strukturer bliver ramt, forbliver reaktorkernen stabil og kontrolleret.
