Sårbarheden af den elektriske infrastruktur uden for den primære sikkerhedszone afhænger af de specifikke komponenter og deres placering i det samlede netværk. Selvom de mest kritiske installationer er beskyttet af omfattende sikkerhedsforanstaltninger, kan noder og distributionspunkter uden for zonen stadig udgøre potentielle svagheder, hvis de er let tilgængelige for uautoriserede personer.
Spørgsmålet om nødvendigheden af en gennemgribende fysisk sikring af hele anlæggets perimeter er komplekst. Det er sjældent nødvendigt at indhegne hele anlæggets yderste grænser med samme intensitet som de kritiske områder. I stedet arbejder man typisk med en lagdelt sikkerhedsmodel. Her fokuserer man på at identificere de mest kritiske punkter og anvender målrettede sikringstiltag som overvågning, sensorer og adgangskontrol netop dér.
En risikobaseret tilgang sikrer, at ressourcerne bruges effektivt, så man beskytter de vitale dele af infrastrukturen uden at gøre hele området unødigt lukket. Ved løbende at vurdere trusselsbilledet kan man justere sikringen, så den matcher de aktuelle risici for angreb på netværket.
