For at forstå, hvordan Saturns ringe bevarer deres sarte og komplekse struktur, skal man kigge på de kræfter, som de små, usete måner udøver. Den mest afgørende mekanisme er det, man kalder baneresonans. Dette sker, når en lille måne og et partikel eller en ringstruktur har et forhold mellem deres omløbstider, som er et simpelt heltal, for eksempel 2:1 eller 3:2.
Når denne resonans opstår, trækker månens tyngdekraft i ringpartiklerne på præcis de samme steder i deres bane gang på gang. Dette skaber små forstyrrelser i banerne, som kan føre til dannelsen af de karakteristiske gap eller de skarpe kanter, man ser i ringene. Disse periodiske impulser fungerer som en form for kosmisk arkitektur, der forhindrer ringpartiklerne i blot at sprede sig ud over hele systemet.
Disse små måner fungerer altså som usynlige mestre, der via deres tyngdekraft holder partiklerne i organiserede baner. Uden disse specifikke gravitationsforstyrrelser ville ringenes skarpe kanter og de komplekse mønstre hurtigt blive udvisket, og ringene ville fremstå som en ensformig tåge af støv og is.
