Skiftet fra traditionel juridisk metode til brug af algoritmer og sandsynlighedsbaserede modeller rejser væsentlige spørgsmål om retssikkerheden. Kernen i stare decisis er, at tidligere domme skal skabe forudsigelighed og lighed for loven. Når man bruger kunstig intelligens til at forudsige udfald frem for at analysere den juridiske logik, risikerer man at fokusere på statistiske mønstre frem for de faktiske juridiske principper.
Hvis juridiske beslutninger udelukkende baseres på sandsynligheden for, hvad en domstol tidligere har gjort, kan det hæmme den juridiske udvikling. Stare decisis er ikke statisk; det tillader, at retspraksis ændrer sig, når samfundet eller loven kræver det. Hvis teknologiske værktøjer fastlåser juridiske vurderinger i fortidens statistiske tendenser, kan det gøre det sværere at udfordre forældede præcedenser.
Det er derfor vigtigt at betragte prædiktive værktøjer som støtteværktøjer snarere end erstatninger for juridisk analyse. Den juridiske argumentation skal stadig hvile på logiske slutninger og fortolkning af lovtekster for at sikre, at retfærdigheden opretholdes, selv når teknologien ændrer måden, vi søger information på.
