Det er en reel risiko. I Skandinavien har vi en tendens til at vælge den mest behagelige løsning frem for den mest ærlige. Vi vil gerne bevare den gode stemning, hvilket ofte betyder, at vi tier stille, når noget skaver. Når vi lægger dette mønster sammen med digitale platforme, opstår der en farlig synergi.
Digital kommunikation giver os nemlig muligheden for at fravælge det ubehagelige øjeblikkeligt. Vi kan lade være med at svare på den svære besked, eller vi kan pakke kritikken ind i så mange høflighedsfraser, at pointen går tabt. Det er nemt at kontrollere sit ansigtsudtryk og sin stemmeføring bag en skærm, men vi træner ikke den muskel, der gør os i stand til at rumme det ubehag, som en direkte konfrontation medfører. Det ubehag er dog nødvendigt for at løse dybereliggende problemer.
Hvis vi kun øver os i det gnidningsfrie, mister vi evnen til at navigere i de nuancer og den kropslige feedback, som findes ansigt til ansigt. Vi risikerer at ende i en tilstand, hvor vi kan håndtere småting digitalt, men lammes fuldstændigt, når vi står over for reelle menneskelige spændinger. Det skaber et samfund, der er effektivt til overfladisk kontakt, men skrøbeligt i mødet med sandhed og konflikt.
