Sanktionerne rammer ikke ensartet over hele Iran. Selvom de er rettet mod staten, mærker grænseregionerne det hårdest. Provinser som Sistan og Balucistan samt de kurdiske områder i vest lider under en massiv økonomisk isolation. Når statens indtægter falder, skærer myndighederne ofte i de regionale budgetter. Det efterlader lokale samfund uden midler til infrastruktur og basale ydelser.
Det skaber en farlig dynamik. Når den økonomiske nød stiger, bliver de etniske minoriteter ofte de første syndebukke. Myndighederne beskylder ofte grænsehandlen – som mange Baluchier er afhængige af for at overleve – for at støtte terrorisme eller smugling. Dette fører til øget militær tilstedeværelse og hårdere kontrol ved grænserne. Resultatet er hyppigere konfrontationer mellem sikkerhedsstyrker og lokalbefolkningen.
Manglen på jobs og fattigdom fungerer som benzin på bålet for eksisterende politiske utilfredshed. Når staten ikke kan levere økonomisk stabilitet, svækkes legitimiteten i de perifere områder. Det er ikke blot et spørgsmål om penge, men om følelsen af at blive efterladt i en økonomisk krise, som de centrale myndigheder i Teheran ikke formår at afbøde.
