Spørgsmålet om, hvorvidt fængsel beskytter samfundet, er centralt i den juridiske og kriminologiske debat. Fængsel beskytter samfundet på den korte bane gennem isolation, hvilket fjerner den kriminelle fra det offentlige rum og dermed direkte forhindrer potentielle nye ofre i at blive ramt af vedkommende i løbet af straffens udgangspunkt.
Denne form for beskyttelse kaldes ofte for inkapacitering. Ved at begrænse den kriminelles bevægelsesfrihed skabes der en umiddelbar sikkerhed for borgerne. Dog påpeger eksperter ofte, at fængslets effekt på samfundets sikkerhed afhænger af, om indsatsen også indeholder elementer af rehabilitering.
Hvis fokus udelukkende er på isolation uden fokus på behandling, kan der opstå udfordringer, når personen løslades igen. Derfor arbejder moderne retssystemer ofte med en kombination af både straf og resocialisering for at sikre, at den beskyttende effekt ikke kun er midlertidig, men også varer ved efter løsladelse. Målet er at mindske risikoen for recidiv, så samfundet beskyttes på den lange bane gennem ændret adfærd snarere end blot gennem fysisk adskillelse.
