Kort sagt: Det kan de sjældent. En efterretningstjeneste eksisterer for at beskytte sin egen stats interesser. Det er deres kerneopgave. Når de opererer i områder præget af proxy-krige, bliver deres arbejde per definition et redskab for den nationale strategi. De indsamler ikke bare data for videnskabens skyld; de gør det for at give beslutningstagere et forspring i magtkampen.
Når en stormagt engagerer sig i en konflikt via stedfortrædere, bliver efterretningerne en del af selve krigsmaskineriet. Her er målet sjældent sandhed i objektiv forstand, men snarere at opnå en taktisk eller strategisk fordel. Informationen filtreres gennem et politisk filter, hvor det, der understøtter egne mål, prioriteres højest.
Det betyder, at den 'neutrale sandhed' ofte må vige pladsen for det, der er brugbart. Hvis en tjeneste kun rapporterede det, der var politisk ubehageligt eller irrelevant for statens sikkerhed, ville den miste sin funktion. I krydsfeltet mellem geopolitik og efterretning vil bias derfor altid være til stede. Det er ikke nødvendigvis et tegn på dårligt arbejde, men snarere en konsekvens af selve tjenestens natur som statens forlængede arm.
