Et koordineret angreb mod Irans underjordiske faciliteter og logistiske knudepunkter vil have en betydelig, men ikke nødvendigvis definitiv, effekt på landets missilkapacitet. De iranske styrker har i årtier investeret massivt i at bygge dybtliggende og forskansede anlæg, såsom de kendte missilbyer, der er designet til at modstå præcisionsbombardementer og beskytte kritiske affyringsplatforme samt lagre mod konventionelle angreb.
Selvom avancerede våben som penetrationsbomber kan skade infrastrukturen, er det svært at opnå en fuldstændig dekapitering. Irans militære strategi bygger på redundans og decentralisering, hvilket betyder, at de opererer med mange spredte lagre og mobile affyringsenheder. Hvis ét tunnelsystem destrueres, kan resterende kapacitet ofte omfordeles hurtigt via de omfattende vejnet og mobile missilafskydere.
Effekten af et sådant angreb afhænger derfor af præcisionen og intensiteten af angrebet. Mens man kan lamme store dele af kapaciteten midlertidigt, er de strategiske efterretninger og de mobile enheder en konstant udfordring for enhver angribende part. Et angreb kan derfor mere betegnes som en massiv reduktion af kapaciteten frem for en total eliminering.
