For Albert Einstein var tankeeksperimenter ikke blot fantasifulde historier, men et fundamentalt redskab til at teste de fysiske love. Et tankeeksperiment fungerer som et hjælpeværktøj, så længe det hjælper med at identificere logiske modsigelser i de eksisterende teorier eller åbner døren for nye matematiske modeller. Når Einstein forestillede sig en mand, der faldt frit i et elevatorrum, brugte han det til at forstå ækvivalensprincippet, hvilket førte direkte til den almene relativitetsteori.
Grænsen til en metodisk blindgyde overskrides i det øjeblik, tankeeksperimentet løsrives fra den matematiske efterprøvning og den empiriske virkelighed. Hvis eksperimentet udelukkende tjener til at bekræfte personlige intuitioner uden at kunne formulere forudsigelige resultater, som kan måles af instrumenter, mister det sin videnskabelige værdi. For Einstein var logisk konsistens afgørende, men det var forbindelsen til den fysiske verden, der transformerede en god idé til en videnskabelig revolution. Et tankeeksperiment bliver en blindgyde, hvis det ender som filosofisk spekulation uden evnen til at guide fysikken mod en testbar, matematisk struktur.
