Grænsen går typisk der, hvor fokus flytter sig fra indholdet i klientens liv til selve kortet. Et kort fungerer som et sundt skjold, når det hjælper klienten med at vinkle et svært emne eller skabe den nødvendige distance til en overvældende følelse. Her fungerer værktøjet som en støtte, der gør det muligt at tale om det svære uden at blive handlingslammet af angst eller skam.
Problemet opstår, når kortene bliver en flugtvej. Hvis klienten konsekvent bruger spørgsmålene til at styre samtalen væk fra det, der gør ondt, fungerer kortet som en barriere. Man ser det ofte, når klienten læser spørgsmålet højt, svarer kortfattet og derefter straks skifter emne eller vender sig mod kortet for at undgå øjenkontakt. Her bliver den intellektuelle proces en mur mod den emotionelle kontakt.
Hold øje med nuancerne i samtalens flow. Hvis kortet skaber refleksion, der fører til dybere forståelse, virker det efter hensigten. Hvis kortet derimod bruges til at undgå det ubehag, som terapien netop skal adressere, spærrer det for fremskridt. En god tommelfingerregel er, at kortet skal være en bro til klientens oplevelse, ikke et sted, hvor de kan gemme sig fra den.
