Der findes ikke én enkelt, præcis talmæssig grænse for overgangen fra akut til kronisk stress, da det er en individuel biologisk proces. Fysiologisk set handler det om kroppens evne til at vende tilbage til homøostase, som er den naturlige balance i organismer.
Ved akut stress aktiveres HPA-aksen, som frigiver kortisol og adrenalin for at håndtere en trussel. Hvis stressen er kortvarig, falder niveauet igen. Men hvis de akutte episoder optræder med så høj frekvens, at kroppen aldrig når at restituere, opstår en tilstand af dysregulering. Den fysiologiske grænse overskrides, når det negative feedback-system i hjernen svigter, så kortisolniveauet forbliver forhøjet over længere tid.
Dette skifte betyder, at kroppen går fra at være i en adaptiv tilstand til en maladaptiv tilstand. Vedvarende høje kortisolniveauer kan medføre inflammation, søvnløshed og påvirkning af hjernens hippocampus. Grænsen er altså ikke et fast punkt, men snarere et punkt, hvor belastningen overstiger kroppens restitutionskapacitet gentagne gange, hvilket fører til en permanent ændring i kroppens stressrespons.
