Det er et komplekst spørgsmål, som forskere stadig undersøger, men det videnskabelige svar peger på et samspil mellem flere forskellige faktorer. Der findes ingen enkeltstående årsag, men snarere en kombination af biologiske, psykologiske og miljømæssige elementer.
Biologisk set spiller arvelighed og nervesystemets struktur en rolle. Nogle mennesker har et mere følsomt stressresponssystem, hvilket betyder, at deres krop og hjerne reagerer kraftigere på trusler. Dette kan påvirke, hvordan hjernen bearbejder frygt og lagrer traumatiske minder.
Psykologisk set kan tidligere traumer eller uforløste psykiske belastninger øge risikoen for at udvikle PTSD. Samtidig betyder den enkelte persons mestringsstrategier og emotionelle regulering, hvordan de håndterer krisen i øjeblikket.
Miljømæssige faktorer efter selve hændelsen er også afgørende. Adgang til social støtte, følelsen af tryghed og hurtig professionel hjælp efter traumet er blandt de stærkeste beskyttende faktorer. Dem, der har et stærkt støtteapparat omkring sig, har statistisk set større sandsynlighed for at restituere uden langvarige eftervirkninger. Det handler altså om et komplekst møde mellem den enkeltes biologiske forudsætninger og de ydre rammer under og efter hændelsen.
