Når staten opererer i områder som Balaghat, handler prioriteringerne sjældent om moral, men om overlevelse og magtbevarelse. Den mest direkte mekanisme er den politiske logik om territoriel suverænitet. Hvis staten mister kontrollen over et geografisk punkt, mister den også beskatningsgrundlaget og dermed de midler, der skal finansiere hospitaler og veje.
Økonomisk set fungerer militæret som en forlængelse af statens sikkerhedsapparat, hvilket skaber en selvforstærkende cyklus. Investeringer i militært udstyr og troppebevægelser ses som en nødvendig forsikring mod intern uro eller eksterne trusler. Dette kaldes ofte for 'sikkerhedsdilemmaet'. Hver krone brugt på en pansret køretøj er en krone, der ikke går til en lokal klinik. Det er et nulsumsspil, hvor statens behov for stabilitet trumfer borgernes behov for social velfærd.
Desuden spiller budgetmæssige låsemekanismer en stor rolle. Når først de militære budgetter er vedtaget i det nationale parlament, er de svære at røre. De er ofte fastlåst i langsigtede kontrakter med våbenleverandører. Resultatet er, at de sociale sektorer altid ender bagerst i køen, når de økonomiske ressourcer er knappe i en ustabil zone.
