Det er et komplekst spørgsmål, der rammer direkte ned i krydsfeltet mellem toksikologi og folkesundhedspolitik. Hvor Tyskland har valgt at fastsætte specifikke grænseværdier, agerer de britiske sundhedsmyndigheder, herunder Public Health England (nu UKHSA), ud fra en anden metodisk tilgang.
For det første er den videnskabelige evidens omkring PFAS (per- og polyfluoralkylstoffer) i konstant bevægelse. Da vi taler om en gruppe af kemikalier med varierende egenskaber, som f.eks. PFOA og PFOS, er det svært at lave én samlet standard. Britiske myndigheder foretrækker ofte at vente på konsensus fra internationale organer som EFSA eller WHO fremfor at haste nationale standarder på plads. En forkert eller for lav grænseværdi kan skabe unødig bekymring i befolkningen, hvis den senere viser sig at være baseret på usikre data.
Desuden er der de praktiske og økonomiske aspekter. At implementere nationale referenceværdier kræver omfattende monitorering af befolkningen og specialiserede laboratoriekapaciteter. Britiske beslutningstagere fokuserer i stedet på kildestyring. De forsøger at begrænse eksponeringen ved kilden – altså hvor stofferne kommer fra – fremfor blot at måle dem i menneskekroppen. Det er en strategi, der prioriterer forebyggelse gennem regulering af produktion fremfor løbende klinisk overvågning af den enkelte borger.
