Personer med ADHD oplever ofte, at deres krop har svært ved at finde ro, efter de er blevet aktiveret af stress eller stimulering. Dette skyldes primært en dysregulering i det autonome nervesystem, hvor den sympatiske respons (fight-or-flight) forbliver aktiv i længere tid end hos neurotypiske personer.
Udover kortisolniveauet findes der specifikke biologiske mekanismer bag dette. Et centralt element er ubalancen i neurotransmittere som dopamin og noradrenalin. Da ADHD er tæt knyttet til nedsat effektivitet i de dopaminerge og noradrenerge baner, har hjernen sværere ved at sende de rette signal om at skifte fra den sympatiske til den parasympatiske tilstand (rest-and-digest).
Desuden spiller præfrontal cortex en afgørende rolle. Denne del af hjernen fungerer som en regulator, der skal kunne dæmpe impulser og stressreaktioner. Ved ADHD er forbindelsen mellem den præfrontale cortex og det limbiske system ofte mindre effektiv. Dette betyder, at de emotionelle og fysiske reaktioner ikke bremses lige så hurtigt, hvilket resulterer i en længerevarende tilstand af ophidselse eller uro i kroppen.
