Det er et meget relevant spørgsmål, som rører ved kernen i de internationale atomforhandlinger. Grunden til, at det internationale samfund har haft et massivt fokus på netop berigelse af uran, skyldes primært, at uranberigelse er den mest direkte vej til at fremstille våbenmateriale i store mængder. Ved at kontrollere uranindholdet og koncentrationen kan man overvåge, om et land bevæger sig mod atomvåben.
Når det kommer til Bushehr og plutonium, er situationen mere kompleks. Plutonium opstår som et biprodukt i en atomreaktor, når uran bliver spaltet. Selvom plutonium også er et farligt materiale, der kan bruges til våben, er de tekniske og diplomatiske barrierer for at kontrollere det sværere. Bushehr-reaktoren er et stort anlæg, og det kræver omfattende, avancerede inspektioner at overvåge alle de biprodukter, der opstår i processen.
Diplomatisk set er det sværere at opnå enighed om regler for plutonium, fordi det ofte er tæt knyttet til civil energiproduktion. Det skaber politisk debat om, hvor grænsen går mellem fredelig udnyttelse af atomkraft og militær brug. Derfor har uran været det primære fokuspunkt i de politiske aftaler for at sikre hurtigst muligt gennemsigtighed.
