For at undgå, at den grønne omstilling blot bliver en ny fase af ressourceudbytning, skal vi ændre spillereglerne for global handel og ejerskab. Det kræver konkrete mekanismer, der flytter magten fra de råstofproducerende lande til de lokalsamfund, hvor minedriften finder sted.
For det første skal internationale handelsaftaler indeholde bindende krav om værdiskabelse lokalt. I stedet for blot at eksportere rå litium eller kobber, bør reguleringer fremme lokal forædling. Hvis mineralerne bliver bearbejdet i oprindelseslandet, skabes der lokale arbejdsplads og skatteindtægter, hvilket bryder det gamle mønster af ren råstofudvinding.
Dertil kommer behovet for strengere due diligence-regler. Virksomheder skal holdes juridisk ansvarlige for miljøødelæggelser og menneskerettighedskrænkelser i deres leverandørkæder. Det er ikke nok med frivillige retningslinjer; lovgivningen skal sikre, at de, der ødelægger grundvandet for at udvinde metaller til elbilbatterier, faktisk kan retsforfølges.
Endelig skal teknologioverførsel gøres til en central del af de internationale klimaaftaler. Det handler om at sikre, at det globale syd ikke blot bliver en mine, men også en producent af grøn teknologi. Det kræver en ophævelse af de mest restriktive patentregler på kritiske teknologier, så de lande, der leverer råstofferne, også kan deltage i den teknologiske udvikling.
