Når BRICS-landene som Kina og Rusland styrker båndene til Iran, skaber de alternative veje for kapital og råvarer. En af de mest direkte mekanismer er etableringen af handelsruter, der udenom det vestligt kontrollerede SWIFT-system. Ved at benytte lokale valutaer til afregning af olie og gas omgår Iran behovet for amerikanske dollars. Dette fjerner det finansielle pres, som sanktionerne ellers hviler på.
Logistik spiller også en stor rolle. Nye infrastrukturelle forbindelser og sejlruter gør det muligt at flytte varer diskret. Når Kina opkøber iransk olie gennem uformelle netværk, mærker den iranske regering ikke den økonomiske kvælning, som USA forsøger at påføre. Det betyder, at statskassen forbliver fyldt nok til at finansiere politiske prioriteter og militære projekter.
Samarbejdet skaber en økonomisk sikkerhedsventil. Hver gang en ny sanktion vedtages i EU eller USA, tilbyder BRICS-blokken et nyt marked eller en ny teknologisk partner. Det betyder, at det politiske regime i Teheran kan ignorere de økonomiske konsekvenser af sin udenrigspolitik. Resultatet bliver en situation, hvor de økonomiske værktøjer, som Vesten bruger til at presse landets politik, mister deres slagkraft.
