Det er et meget relevant spørgsmål, som mange stiller sig selv. I Sydkorea er der specifikke love og regler, der styrer, hvordan myndighederne må bruge data under en sundhedskrise. Formålet med at indsamle oplysninger som lokationsdata og bevægelsesmønstre er udelukkende at bekæmpe smitte og redde liv.
Myndighederne er underlagt strenge databeskyttelsesregler. Disse regler fastslår, at de indsamlede oplysninger kun må bruges til det specifikke formål, de blev indsamlet til. Når den akutte sundhedsfarlige situation er ovre, og behovet for at spore smitten er væk, er der juridiske krav om, at de personlige data skal slettes eller anonymiseres fuldstændigt.
For at undgå permanent masseovervågning arbejder systemet med tidsbegrænsede datalagringstider. Det betyder, at oplysningerne automatisk forældes og fjernes fra systemerne efter en bestemt periode. På den måde sikrer man, at de digitale fodspor, borgerne har efterladt under pandemien, ikke bliver liggende i databaserne til fremtidig brug af myndighederne.
