Placeringen af juridisk ansvar for autonome agenter er et komplekst emne, der i øjeblikket udfordrer eksisterende retlige rammer. Traditionelt set hviler ansvaret på enten producenten eller brugeren, men autonomi skaber en gråzone, fordi modeller kan foretage handlinger, som udvikleren ikke direkte har kodet eller forudset.
Retspraksis bevæger sig mod flere forskellige modeller for at håndtere dette. En central tilgang er produktansvarsmodellen, hvor fokus er på, om systemet har en defekt. Hvis en agents uforudsigelige handling skyldes mangelfuld træning eller utilstrækkelige sikkerhedsforanstaltninger, kan udvikleren blive holdt ansvarlig. Her ses teknologien som et produkt, der skal leve op til en vis standard for sikkerhed.
En anden tilgang er at betragte brugeren eller operatøren som den ansvarlige part, hvis de har haft kontrollen over agentens anvendelse. Inden for EU arbejder man med AI-forordningen, som introducerer differentierede ansvarsregler afhængigt af risikoen ved systemet. Jo højere risikoen er, desto strengere er kravene til dokumentation og tilsyn. Det betyder, at ansvaret i fremtiden i højere grad vil blive defineret gennem overholdelse af specifikke regulatoriske standarder frem for udelukkende at se på den tekniske årsag til en fejl.
