Problemet opstår, når prisen på en elbil kun afspejler fabrikation og salg, mens de lokale konsekvenser i f.eks. DR Congo eller Chile lades i stikken. For at løse det, skal vi bevæge os væk fra blot at kigge på markedsprisen på råmaterialer. Vi har brug for mekanismer, der direkte indregner de eksterne omkostninger ved miljøødelæggelse og sociale uligheder.
En praktisk vej frem er indførelsen af digitale råstofpas. Disse pas kan dokumentere hele forsyningskæden og tvinge mineselskaber til at betale en afgift for den miljømæssige genopretning. Pengene skal ikke forsvinde i korruption, men øremærkes lokale samfund til uddannelse og infrastruktur. Det kræver, at de vestlige lande sætter strenge krav i deres importlovgivning. Hvis et produkt ikke kan bevise, at råstofferne er udvundet under acceptable forhold, må det ikke få adgang til vores markeder.
Vi skal også støtte forædling af råstofferne lokalt. Det er ofte i de fattige lande, at de største miljøomkostninger opstår, mens den økonomiske gevinst lander i vestlige raffinaderier. Ved at flytte dele af værdikæden til kilden sikrer vi, at de lande, der bærer den fysiske byrde af vores grønne skifte, også får en større del af den økonomiske kage.
