Når forhandlingsbordet bliver en scene for symbolsk bravade, kræver det et skifte fra retorik til materiel tvang og incitamenter. Teater opstår ofte, fordi parterne ved, at de diplomatiske rammer ikke har reelle konsekvenser. For at bryde dette mønster skal man flytte fokus fra de fine taler i Geneve eller Wien til de benhårde realiteter på jorden og i økonomien.
Et effektivt alternativ er etableringen af verificerbare kontrolmekanismer. Det nytter ikke noget at underskrive en aftale, hvis ingen kan se, om den overholdes. Her kan teknisk overvågning, satellitbilleder og uafhængige inspektører skabe den nødvendige tillid, som ord alene ikke kan levere. Det fjerner det politiske spil og erstatter det med rå data.
Samtidig må man anvende målrettede økonomiske sanktioner og sikkerhedsgarantier som direkte værktøjer. Hvis de økonomiske omkostninger ved fortsat konflikt overstiger de politiske gevinster ved krig, ændres incitamenterne fundamentalt. Man skal skabe en situation, hvor det er dyrere at lade være med at forhandle, end det er at indgå et kompromis. Substans skabes gennem pres og kontrol, ikke gennem høflige fraser ved et bord.
