For at forhindre en social skævhed ved indførelsen af køleteknologi kan regeringer benytte en kombination af direkte subsidier og regulatoriske tiltag. Et centralt fokusområde er målrettet økonomisk støtte til lavindkomstfamilier til køb af energieffektive køleanlæg samt dækning af de øgede eludgifter, som varmetænkning medfører i sommerperioder.
Desuden kan man implementere strategiske infrastrukturforbedringer i byplanlægningen. Ved at investere i offentlige kølezoner, såsom airconditionerede biblioteker, sundhedscentre og klimasikrede parker, sikrer man, at alle borgere har adgang til afkøling, uanset deres personlige økonomi. Dette er især vigtigt for sårbare grupper som ældre og socialt udsatte.
En anden løsning er at stille krav til nybyggeri gennem bygningsreglementer. Ved at kræve passiv køling eller energieffektive løsninger i almene boliger sikrer staten, at lavindkomstgrupper bor i klimaresistente hjem uden ekstremt høje energiomkostninger. Samlet set kræver en retfærdig omstilling både økonomisk kompensation til de fattigste og en overordnet sikring af, at offentlige rum fungerer som termiske fristeder for hele befolkningen.
