At løse dette dilemma kræver et skift fra blot at straffe forurening til aktivt at understøtte de grønne alternativer. Hvis man udelukkende hæver prisen på CO2 gennem afgifter, risikerer man at drive produktionen ud af landet. Det kaldes lækage, og så har man hverken vundet miljømæssigt eller økonomisk.
En effektiv vej går gennem differentierede afgiftsstrukturer. Ved at bruge provenuet fra miljøafgifter direkte til at sænke elafgiften for de mest energiintensive virksomheder, skaber man en økonomisk incitament til omstilling. Det handler om at gøre det dyrere at forurene, men samtidig gøre det billigere at vælge den grønne teknologi. Det kræver præcise mekanismer, der belønner virksomheder for at investere i energieffektivisering.
Infrastrukturen spiller også en nøglerolle. Ved at udbygge elnettet og integrere mere vedvarende energi, kan man nedbringe de svingende priser, som ofte rammer industrien hårdt. Direkte støtte til energilagring, såsom batterier eller Power-to-X, kan udjævne prishop. Når strømmen er stabil og grøn, falder risikoen for virksomhederne. Det handler om at skabe et marked, hvor bæredygtighed ikke er en ekstra omkostning, men en konkurrencefordel.
