For at undgå, at den grønne omstilling blot bliver en ny form for ressourceudnyttelse, skal vi ændre måden, vi handler med råvarer på. Det handler grundlæggende om at rykke værdikæden. I stedet for blot at eksportere rå malm eller koncentrater, bør de lande, der ejer mineralerne, have incitamenter og kapacitet til selv at forædle dem.
Politisk kræver det internationale aftaler, der modvirker ulovlig kapitalflugt og sikrer gennemsigtighed i betalinger. Vi har brug for standarder, der gør det umuligt for mineselskaber at skjule overskud i skattely. Samtidig bør investeringer i infrastruktur i udvindingslandene ikke kun fokusere på jernbaner til minerne, men på lokale elnet og uddannelsessystemer.
Økonomisk kan man indføre differentierede toldsatser og teknologioverførsel. Hvis et land som DR Congo eller Chile vil opbygge deres egen batteri- eller komponentindustri, må de globale markeder give dem de nødvendige værktøjer og adgang til viden. Det kræver en omstilling fra en rent ekstraktiv model til en model, hvor lokal værditilvækst er en integreret del af handelskontrakterne. Det er her, den virkelige omstilling finder sted.
