For at undgå, at AI blot bliver en digital pisk, der kræver hurtigere levering, skal vi ændre de økonomiske spilleregler. Det kræver konkrete greb. Et oplagt redskab er en reform af beskatningen. I dag beskattes arbejde tungt, mens robotter og algoritmer ofte slipper billigere. Ved at flytte skattetrykket fra lønarbejde mod kapital og teknologisk overskud, skaber vi incitament til at vælge kortere arbejdsuger frem for blot at maksimere produktionen.
Vi har også brug for politisk regulering af arbejdsmiljøet. Lovgivningen skal opdateres, så effektivisering gennem AI udløser krav om restitution. Hvis en algoritme halverer tiden til en opgave, bør den vundne tid juridisk set tilhøre medarbejderen som fritid, frem for at blive opslugt af nye opgaver fra chefen. Det handler om retten til at koble af.
Desuden skal de kollektive overenskomster spille en central rolle. Fagforeningerne skal kæmpe for modeller som 4-dages ugen, hvor de produktivitetstiltag, teknologien muliggør, konverteres direkte til ugentlige fridage. Hvis gevinsterne kun lander i virksomhedens bundlinje uden at ændre på arbejdstempoet, vil teknologien øge stressniveauet frem for livskvaliteten. Vi skal altså kode fritid ind i selve den økonomiske omfordeling.
