For at gøre retten til afkøling universel kræves der mere end blot gode råd; det kræver strukturelle ændringer i både lovgivning og byplanlægning. Et af de mest effektive værktøjer er at indføre bindende minimumskrav til termisk komfort i alle boligtyper via bygningsreglementet. Det nytter ikke noget, at kun nybyggere i dyre arkitekttegnede villaer har adgang til effektiv køling, mens lejere i tætte betonbyggerier må udholde ekstrem varme.
Lovgiverne bør implementere en "termisk minimumsstandard", der sikrer, at alle boliger kan holdes under en bestemt temperatur under hedebølger. Dette skal kombineres med subsidier til energivenlig køling eller klimasikring i lavindkomstområder. Hvis staten finansierer isolering og solafskærmning i almene boligforeninger, rammer man de mest sårbare direkte.
Byplanlægning spiller også en nøglerolle. Vi har brug for lovkrav om grønne korridorer og massiv bynatur i alle bydele, ikke kun i de velstillede kvarterer. Ved at lovfæste krav om skyggefulde byrum og vandelementer som en del af den kommunale infrastruktur, sikrer man, at alle borgere har et sted at søge hen, når asfalten gløder. Det handler om at flytte fokus fra individuelt forbrug til fælles ressourcer.
