Udfordringen ved nettonul-omstillingen er, at dem med mest fleksibilitet – altså dem med elbiler og hjemmebatterier – ofte kan optimere deres forbrug og dermed undgå de dyreste nettariffer. Det efterlader en risiko for, at de faste omkostninger til elnettet i højere grad placeres på de husstande, der ikke har råd til den nyeste teknologi. For at modvirke denne skævhed kan man arbejde med differentierede tariffer, der ikke udelukkende straffer forbrug i spidsbelastningsperioder.
En løsning er at indføre en højere grad af faste grundgebyrer, som dækker de basale netomkostninger uanset forbrugsmønster. Dette sikrer, at alle bidrager til infrastrukturen. Samtidig kan man justere de variable tariffer, så de belønner dem, der rent faktisk flytter deres forbrug, frem for blot at straffe dem, der ikke kan. Ved at fokusere på netbelastning frem for blot kWh-forbrug, undgår man, at de mest sårbare grupper ender som de primære subsidiebærere for de teknologisk avancerede forbrugere.
Det kræver præcis måling via intelligente målere (smart meters) at styre dette. Hvis tarifferne kun fokuserer på tidspunkter, rammer det skævt. En balance mellem fast og variabel afgift er nødvendig for at opretholde den sociale sammenhængskraft i energisystemet.
