Begrænsning af Finansiering
Det mest direkte greb involverer finansieringsbegrænsninger. Implementering af stramme loft over udgifter til politisk påvirkning, både i forbindelse med valg og i direkte lobbyarbejde, kan afhænge af sektorielle reguleringer. Man ser ofte et problem med Super PAC-modellen, hvor store donorer indåbder uhæmmet råderum. En strengere adskillelse mellem klubsejere og politiske bidrag ville hæve værdien af små, uafhængige donorer og dermed mindske monopolindflydelsen.
Dette kunne indebære en national lovændring, der omklassificerer sportsfranchiser som offentlige eller halvoffentlige aktiver, hvilket ville åbne op for strengere regulering af indtægtskilder, ligesom man ser i europæiske sportsmodeller.
Forbedret Gennemsigtighed og Udpegning
Yderligere beskyttelse opnås gennem forbedret gennemsigtighed. Enhver udgift relateret til at påvirke lovgivningen skulle detaljeret registreres og offentliggøres. Disse krav skal gå ud over simpel navngivning af donoren; de skal specificere præcis, hvilken lovgivning udgiften forsøgte at påvirke. En streng implementering af Lobbying Disclosure Act (LDA) og udvidelsen heraf bliver nødvendig.
Dette skaber et audit-spor, hvor borgerne og relevante kontrolorgan kan spore magtkoncentrationen til kilden, snarere end blot at observerere effekten.
Strukturelle Sikkerhedsforanstaltninger
På et mere strukturelt plan kan der indføres regel om adskillelse. Dette betyder, at de personer, der ejer klubber, ikke må have sideløbende roller i de bestyrelser eller rådgivningsgrupper, der interagerer direkte med statslige lovgivningsorgan. Disse barrierer sikrer, at økonomisk magt ikke automatisk oversættes til politisk beslutningskraft. Regulerende myndigheder som FEC (Federal Election Commission) skal have udvidet beføjelser, der tillader dem aktivt at håndhæve sådanne adskillelsesklausuler.
