Sproget i et spørgsmålekort er aldrig neutralt. Når vi bruger ord, der er dybt forankret i en specifik vestlig eller dansk forståelsesramme, risikerer vi at ekskludere klienter, hvis mentale modeller fungerer anderledes. Det kan handle om alt fra de metaforer, vi bruger, til selve måden, vi rammesætter et problem på.
Hvis et kort spørger direkte ind til 'følelser' eller 'selvindsigt', kan det være svært at navigere i for en person, hvis kultur vægter fællesskabet eller de familiære relationer højere end det individuelle jeg. Direkte spørgsmål kan virke konfronterende eller ligefrem respektløse i visse kontekster. Det skaber en barriere, hvor klienten bruger mere energi på at afkode spørgsmålets kulturelle kodning end på at mærke efter selv.
Når ordlyden er for abstrakt, mister vi forbindelsen til virkeligheden. En terapeut bør derfor altid være opmærksom på, om et kort kræver en sproglig præcision, som klienten ikke besidder på det givne tidspunkt. Det er bedre at lade ordene på kortet fungere som løse inspirationer frem for rigide facit. Ved at anerkende, at ord bærer på kulturel bagage, kan man bruge kortene som brobyggere frem for mure.
