Lovgivningen skaber en direkte diplomatisk friktion. Marokko betragter de vestsahariske områder som deres eget territorium, og enhver juridisk anerkendelse af vestsahariernes særstatus fra Spaniens side tolkes som en provokation. Ved at give fødte fra territoriet lettere adgang til spansk statsborgerskab, signalerer Madrid indirekte, at de ikke fuldt ud accepterer Marokkos suverænitet over området.
Marokko bruger ofte sine tætte bånd til migration og sikkerhed i Middelhavet som et diplomatisk pressionsmiddel. Hvis forholdet mellem Madrid og Rabat køles yderligere ned, kan vi se, at Marokko begrænser samarbejdet om grænsekontrol eller informationsdeling. Det er en delikat balancegang. Spanien har brug for stabilitet i Nordafrika, men de føler også et behov for at retfærdiggøre deres historiske ansvar over for de mennesker, der er født i de tidligere kolonier.
Konsekvensen er et mere ustabilt politisk klima, hvor hver juridisk ændring bliver genstand for diplomatiske protester. Det handler ikke kun om paragraffer, men om national stolthed og territoriel kontrol. Forholdet vil sandsynligvis forblive præget af denne konstante tugt mellem juridisk retfærdighed og realpolitisk nødvendighed.
