Når Kina intensiverer sit energibehov gennem store infrastrukturprojekter i Iran, skaber det en kompleks afhængighed. Kina bringer kapital, men de vil også have kontrol over ressourcerne. Dette lægger et massivt pres på Irans statskasse og gør landets økonomi sårbar over for politiske svingninger. For den almindelige iraner betyder det usikkerhed. Priserne på basale fødevarer svinger, når handelsaftalerne bliver brugt som politiske redskaber.
Samtidig kæmper Indien med at balancere sin regionale sikkerhed. Indien ønsker stabilitet for at sikre deres egne handelsveje, men de kan ikke ignorere Kinas indflydelse. Hvis spændingen mellem disse to stormagter stiger, bliver Iran ofte kamppladsen. Det mærker civilbefolkningen direkte gennem begrænset adgang til internationale markeder og ustabile forsyningskæder.
De humanitære følger er konkrete. Det handler om mangel på medicin, ustabil elektricitet og en svigtende infrastruktur. Når stormagterne spiller deres strategiske spil, bliver Irans interne sociale sikkerhedsnet ofte nedprioriteret. Resultatet er en befolkning, der lever i en permanent tilstand af økonomisk usikkerhed, hvor de langsigtede konsekvenser er udhuling af uddannelse og sundhedsvæsen, fordi alle midler går til at opretholde den geopolitiske balance.
