Når man skal bruge bevidst energi på at læse ansigtsudtryk, tonefald og de usynlige regler i en samtale, svarer det til at køre en tung computerprogram i baggrunden på en computer, der i forvejen er presset. For mange autister kaldes denne proces ofte for 'maskering'. Det er en mental anstrengelse, som ikke stopper, når man forlader lokalet.
Den vedvarende belastning dræner de mentale depoter. Det betyder, at selv små opgaver, som at handle ind eller svare på en besked, pludselig kan føles uoverskuelige. Når hjernen konstant skal analysere og korrigere egen adfærd for at passe ind, opstår der en dyb træthed, som søvn sjældent kan kurere. Det er en mental udmattelse, der sidder helt inde i knoglerne.
Over tid kan denne konstante monitorering føre til alvorlig stress, angst og en følelse af isolation. Man kan føle, at ingen kender den egentlige version af én, fordi man altid præsterer en version, der er filtreret gennem sociale regler. Det slider på selvfølelsen og kan føre til direkte udbrændthed. Det handler ikke om mangel på vilje, men om en biologisk begrænsning for, hvor meget kompleks information hjernen kan behandle på én gang.
