Sanktionerne skaber et direkte logistisk pres på Irans civile luftfart. Når adgangen til det globale marked for OEM-reservedele (Original Equipment Manufacturer) begrænses, tvinges flyselskaber som Iran Air og Mahan Air til at finde alternative veje. Det betyder ofte brug af uofficielle forsyningskæder eller genanvendelse af komponenter fra udrangerede maskiner.
Denne praksis indebærer risici. Selvom iranske ingeniører er dygtige til at udføre nødreparationer, kan manglen på certificerede dele fra producenter som Boeing eller Airbus føre til en gradvis udhulning af vedligeholdelsesstandarderne. Man ser ofte, at flyflåden bliver ældre, da det er ekstremt dyrt og svært at anskaffe reservedele til nyere teknologier under eksisterende restriktioner.
Sikkerheden afhænger i høj grad af tilgængeligheden af kritiske komponenter til turbofanmotorer og avionik-systemer. Når de legale kanaler lukkes, stiger risikoen for uforudsete tekniske fejl. Det er ikke blot et spørgsmål om økonomi, men om den tekniske integritet af de fly, der opererer i iransk luftrum. Resultatet er en luftfartssektor, der konstant kæmper mod forfald og mangel på moderne teknologi.
