Der findes en tendens til, at debatten om kunstig intelligens bliver opslugt af science fiction-scenarier. Når politikere og tænketanke fokuserer på risikoen for, at en superintelligent maskine overtager kontrollen, flyttes opmærksomheden væk fra de fejl, algoritmer laver lige nu. Det skaber et politisk vakuum.
Når lovgivningen retter blikket mod fremtidige katastrofer, risikerer vi at overse de målbare skader, som bias i ansigtsgenkendelse eller diskriminerende lånealgoritmer forårsager i dag. Det er svært at lovgive om noget, der endnu ikke findes, mens vi kæmper med at tøjle teknologier, der allerede skaber ulighed i vores sociale sikkerhedsnet.
Denne ubalance betyder, at lovgivere ofte prioriterer langsigtede etiske principper frem for konkrete håndhævelsesmekanismer. Resultatet er komplekse regler, der ser gode ud på papiret, men som mangler de nødvendige værktøjer til at stoppe algoritmer, der systematisk sorterer bestemte befolkningsgrupper fra. Hvis vi kun bekymrer os om robot-apokalypsen, ender vi med at ignorere den digitale uretfærdighed, der allerede er ved at forme vores samfund.
